Andre hensyn
Af Jóhan Martin Christiansen
Essay i bogen Imellem mænd (red. Johan Zimsen Kristiansen), udgivet af Forlaget Frydenlund, 2025.
For mere information om bogen følg linket nedenfor:
https://www.frydenlund.dk/kunst-kultur-og-arkitektur/imellem-maend-21658
Homoseksualitet eller queer liv[1] i den færøske kunsthistorie er en slags anti-historie.[2] Det betyder ikke nødvendigvis, at historien overhovedet ikke findes, den har bare udspillet sig andre steder end på Færøerne. Her kunne teksten egentlig slutte. Men vi kan og bør forsøge at se på den færøske kunsthistorie med nye briller, vride den lidt og skrive frem.[3] Det skyldes, at noget er ændret. En ny generation af kunstnere, inklusive undertegnede, sætter nu deres præg på kunstscenen, hvilket giver anledning til at genbesøge fortiden og få øje på det, som før blev overset, fordi andre hensyn vejede tungere.[4]
Disse hensyn har præget det færøske samfund, den færøske politik, det færøske privatliv, det færøske kunstmiljø. Landskabet og havet har frem til omkring årtusindskiftet domineret som både motiv og rammefortælling i den færøske kunst, næsten som et slags indeks for et konstrueret nationalt udtryk.[5] Mennesket har i høj grad været sat protestantisk i relation til naturen og dens kræfter, mens de mellemmenneskelige relationer og emner har levet lidt i baggrunden[6].
Så hvordan skriver man om det, som ikke er blevet skrevet om før? Hvor kigger man hen, når motiverne ikke altid er så eksplicit homoseksuelle eller queer? Og hvordan træner man sine øjne til at se det, som ikke har været set? Her må man læse mellem linjerne, fortolke og ja – se de historiske værker med nutidens briller, underforstået med den respekt, som det nu kræver. Rykke lidt ved den biografiske læsning af kunsternes liv og værk, der på nærmest gammeltestamentlig vis hidtil har båret præg af steds- og slægtsanalyser – hvor hører du til?
Ser man på billedhuggeren og grafikeren Janus Kamban (1913-2009), kommer en lidt anden biografisk tilgang os netop til undsætning. Ser man bag om kunstneren Kamban og mod hans bogsamling – med en lang række skønlitterære titler og faglitteratur så som Når mænd mødes af Henning Bech, Greek Homosexuality af K.J. Dolven og Homosexuality and Literature 1890-1930 af Jeffrey Meyers – åbenbarer der sig et andet udsyn, et interessefelt, som bryder med det ellers protestantiske, færøske samfund. Her åbner der sig en mulighed for en anden læsning af Kambans værker, end den der hidtil har været præsenteret.
Det er måske ikke køn og seksualitet, beskueren først tænker på i mødet med Kambans stringente skildringer af det traditionelle samfund: Søfolk, får og historiske fortællinger er gennemgående emner – en slags færøsk pendant til Astrid Noack. I al deres asketiske enkelhed træder en inderlighed og sanselighed dog langsomt frem i figurerne, hvor de følsomt modellerede lag netop anes. For eksempel vidner fortolkningerne af fiskere og androgyne ynglinge om en kunstner med et andet blik på verden – et blik, der sjældent er fremhævet i den “klassiske” færøske kunsthistorie. For beskueren handler det om at få øje på den puls og længsel i Kambans værker, som ligger under bronzens overflade og bag om horisonten – for eksempel i statuen af den unge mand med bold fra starten af 1980’erne eller det grafiske værk Útlongsil (1992).
At der lurer noget under overfladen, ses også nutidigt i blandt andre Jón Sonni Jensens (f. 1988) skulpturelle værker, men her er det som om, noget holdes på plads med vilje. Skulpturernes indre krop gennemskæres af en aluminiumsplade eller tvinges på plads med spænderemme. Med sine værker opererer Jensen i forlængelse af fx arte povera og post-minimalismens æstetik men går grundlæggende anderledes til værks. For eksempel viste Jensen med udstillingerne Viscera-Construct (2017) og Industrial Bondage (2021), hvordan han på nærmest klinisk vis og med henvisninger til bl.a. bondage og det abjekte håndterer byggeindustriens materialer ud fra et queer-kropsligt perspektiv.[7]
Hos Dennis Agerblad (f. 1970) forholder det sig lidt anderledes, han trykker speederen i bund. Performance, maleri, musik og poesi flyder sammen i et gesamtkunstwerk. Almindelige, fromme æstetiske regler gælder ikke i Agerblads værker, hvis trash-drag-karakter på humoristisk og grotesk vis bryder med den ellers lidt højtidelige færøske kunstscene. Siden 1990’erne har Agerblad bragt sine reviderede versioner af den færøske identitet ind på kunstscenen, sat tingene på spidsen og sammen med andre banet vejen for de nye generationer og peget på de andres hensyn.[8]
— Juni 2025
[1] Queer bruger jeg her som en bredere favnende term i beskrivelsen af LGBTQI+ seksualiteter og af kunstværker, som anlægger et “anderledes” blik på verden.
[2] Poulsen, Kinna, Ó-søgur av hinum slagnum – um samkyndleika í føroyskari myndlist, 1. partur, 2012, LISTIN, Tórshavn, http://listinblog.blogspot.com/2012/08/o-sgur-av-hinum-slagnum-um-samkyndleika.html
[3] Kristiansen, Johan Zimsen, Når en mands blik på en mands krop sættes fri, 2024, Periskop, København
[4] Der findes dog undtagelser. For eksemel i Ánaniasar táttur, en satirisk vise/kvad fra 1700-tallet som omhandler to mænds elskov.
[5] Mikael Wivel, SEKEL, 2010, Listasavn Føroya, Tórshavn
[6] Der findes dog undtagelser med kunstnere som for eksempel William Heinesen, Elinborg Lützen, S.J. Mikines, Frimod Joensen, Poul Horsdal og Sigrun Gunnarsdóttir, der har skildret mennesket og deres relationer. Det er nok snarere det overordnede narrativ, som har fået den kunsthistoriske fortælling til at fremstå mere ensporet og altså ikke de enkelte kunstnere. Spørgsmålet er så, hvor i “kunstsystemet” ønsket om denne læsning kommer fra.
[7] Kristeva, Julia, Horrors of Power Powers of Horror: An Essay on Abjection, 1982, Columbia University Press
[8] Jeg har fremhævet de tre kunstnere her som eksempler. Andre kunstnere, ældre som nyere, og andre værker kunne været taget med.
© Jóhan Martin Christiansen 2026. All rights reserved.