Mellem to rum
af Johan Zimsen Kristiansen, kunsthistoriker, mag.art
I mødet med de besøgende fremstår billedhuggeren Jóhan Martin Christiansens (f. 1987) to store konstruktioner af råt vinkeljern, to skulpturer, mest af alt som åbne forståelsesrammer, der stikker til vanetænkningen og opfattelsen af at være på sikker grund. Med en skønsom blanding af blandt andet hvide liljer, opstillede flasker med ferskenjuice, en åbenstående papkasse og et intimlivs blanke cock-ringe, placeret på vandretliggende plader af røgfarvet glas, er det umiddelbart nærliggende at forstå udstillingen som et lille stykke totalteater, en ophobning, både sanselig og fræk på samme tid. Et træk på smilebåndet vil måske indfinde sig hos nogle, de blanke hjælpemidler til fastholdelse af mandens potens og erektion taget i betragtning. Ved nærmere eftertanke er der dog langt fra tale om iscenesatte tableauer af tilfældigt indsamlede genstande, små brudstykker fra en virkelighed, måske kunstnerens egen, hvis betydning de besøgende frit kan dissekere og kortlægge, drømme sig ind i, fundere over, udlægge. Skulpturerne placerer sig snarere komplekst et andet sted.
Jóhan Martin Christiansen har tidligere arbejdet med blik for og viden om den ældre kunsts motiver og som delelement indskriver udstillingens liljer sig på lignende vis i en kunsthistorisk ikonografi. I den italienske middelaldermaler Simone Martinis (ca. 1284-1344) altertavle Bebudelsen fra 1333 til domkirken i Siena står en vase med netop disse blomster på gulvet, da englen Gabriel pludselig viser sig for Maria og meddeler, at hun skal føde Guds søn. Liljerne er således renheden i sin mest dyrkede, symbolske form. Omkranset af et udskåret, forgyldt trærammeværk og på en baggrund af bladguld, der har flimret i skæret fra domens mange levende lys, er altertavlens religiøse sceneri trådt stemningsfuldt og nærværende frem for kirkegængerne og har formidlet et budskab offentligt.
Omvendt indgår udstillingens cock-ringe ikke i en meget lang, klar og rig billedtradition. De små objekter henlever i stedet deres eget liv i det private, intime, måske skjulte rum. På den måde arbejder kunstneren i lige grad ganske frit og uden alt for mange formelle koder og bindinger.
I den metodiske brug af netop disse meget forskellige yderpunkter ligger også et kim til at beskrive og forstå udstillingens skulpturer. Tegnteoretikeren og feministen Julia Kristeva (f. 1941) har i sit arbejde med litteratur undersøgt den antikke forfatter Menippus’ satiriske tekster som en såkaldt social aktivitet. Fra det gamle Grækenland og Italien har denne særlige skrivepraksis fulgt med igennem århundreder og påvirket senere fortællinger lige fra middelalderens kristne og byzantinske historier til vores egen tid med Franz Kafkas (1883-1924) og Georges Batailles (1897-1962) mystiske, drømmeriske skrifter som moderne eksempler. Det springende punkt i teksten som social aktivitet er ifølge Kristeva sproget, som dels sætter i scene og repræsenterer på et udadvendt plan, dels forholder sig undersøgende til sin egen iboende måde at forbinde sprogtegn og skabe udtryk på. Med sit ambivalente eller splittede sprog placerer teksten sig på den måde mellem to rum.[1]
Det er et lignende splittet kunstnerisk greb, der gør sig gældende i Jóhan Martin Christiansens to skulpturer. Hver vinkeljernskonstruktion undersøger på en måde både et eget indre liv og bærer den store fortælling frem for den besøgende. Hver skulptur skaber en immanent dynamik ved at lade de forskellige indlejrede genstande arbejde med og mod hinanden, og inddrager og involverer samtidig den besøgende, der bliver til aktiv medskaber af det lille optrin. Skulpturerne kan derfor heller ikke beskrives udtømmende fra blot én enkelt logisk vinkel men må hver især, tilsammen og i forlængelse af hinanden, betragtes, sanses, opleves som sammensatte objekter, der opererer på andre måder end den vante tænkning. Hvad er omhyggeligt lagt, og hvad er forkastet? Hvad er rent, og hvad er urent? Hvad er beskidt? Det er ikke helt til at sige, når skulpturerne folder sig ud og støder spørgende til liljernes klassiske, faste form og metal-ringenes mangel på samme. Når skulpturerne træder ud af sig selv og træder i kraft.
Et andet tegn er den hastigt udførte graffiti God is Gay som er udført på et stykke transparent stof og monteret på den ene skulptur – et udsagn Jóhan Martin Christiansen også tidligere har arbejdet med, blandt andet i et stykke grafik fra 2023 af en skævvredet Sankt Sebastian. Som ytring rodfæster graffitien Christiansen i hans færøske fødeby Tórshavn, der i en periode dannede rammen om en kamp i det offentlige rum mellem en eller flere hemmelige aktivister, der skrev og fornyede netop det udsagn God is Gay på en mur, hver gang husejeren fjernede det. Ligesom det peger raffineret tilbage på 1970ernes danske bøssekunst, der benyttede en forenklet agitprop strategi, som skar billedudtryk og budskaber også hårdt til.[2]
I Jóhan Martin Christiansens version er der intet forgyldt, ophøjet middelalderrammeværk om de forenklede, let fattelige ord, God is Gay, men i stedet et lysstofrørs skarpe belysning, der understøtter og måske skaber nærvær i de besøgendes refleksion. Lader tilværelsen som bøsse, som outcast eller outlaw, flimre, blomstre sanseligt, offentligt i al sin renhed, mellem to rum.
– March 2025
[1] Julia Kristeva: Semeiotikè. Recherches pour une sémanalyse, s. 105. Points Essais. Éditions du Seuil, 1969 (1978).
[2] Kinna Poulsen: Jóhan Martin Christiansen: Leave Me Breathless, uden sidetal. Ledsagende essay til udstillingen Leave Me Breathless med grafiske værker af Jóhan Martin Christiansen i Danske Grafikeres Hus fra d. 18. august – 10. september 2023.
