“Noget andet, som forbliver ukendt”

af Maša Tomšič

Begær er en uundgåelig del af de elskendes historie. Og kroppenes.

Og for at være ærlig, så var det også implicit indlejret i forsøgene på at skrive denne tekst. Et begær efter, at teksten skulle være til; og at den skulle være om begær.

Men nu, hvor alting – tekst, kroppe… især kroppe, og også elskere – i stigende grad kastes i vælten, bliver overladt til eksternaliteter, herunder den ofte autokratiske offentlighed og den deraf følgende uundgåelige politisering, er det uklart: Giver det stadig mening at tale om begær?

Ikke blot fordi begær – som så meget af alt andet – er forvandlet til en reduktion, til et produkt, en vare, eller til en af disse måleenheder, der opretholder identiteter. Denne tøven, hvad angår begær, opstod snarere af en anden årsag: vanskeligheden ved at finde, eller genkende, de tilbageværende steder, der rummer en ægte intimitet.

Tilbage i 1991 viste adskillige reklametavler gennem New York City et stort fotografi af Felix Gonzalez-Torres’ tomme seng (angiveligt hans virkelige seng). Den slags billede, vi alle sammen kender, og sikkert har lignende versioner gemt af. Med krøllede lagner, aftryk af to hoveder på puderne, antydningen af en tidligere tilstedeværelse af kroppe, spor efter søvn og andre mystiske natlige tilstande og aktiviteter. Opsummeret: et glimt ind i et privat liv, en tosomhed. Disse andre – andre mennesker, andre elskere – som vi aldrig kommer til at kende, uanset hvor velkendt og hverdagsligt synet måtte være, og uanset hvor mange identiske fotografier vi måtte have selv.

Selvfølgelig var pointen politisk. Som den måske – dengang – var nødt til at være. Det var gennem denne scenes intime genkendelighed, pludseligt blottet gennem dets skala og placering, at kroppenes fravær blev gjort synligt og mærkbart, at deres forsvinden blev understreget som et problem. Det vil sige, deres død.

Død: en anden rød tråd i kroppes og elskeres skæbner.

Klip til nu.

I Jeppe Sleeping er sengen igen fyldt.

Men før vi læser det som endnu et politisk træk (ja, det politiske har det med at klistre sig til bevægelserne i den queer gestus’ historie), så lad os antage, at livet går forud for politik og ikke omvendt.

I stedet for fravær er der her tale om nærvær. Et markeret og kropsligt nærvær – i begge ords mange betydninger. Set fra dette perspektiv begynder Jeppe Sleeping som en erklæring; særligt, fordi hver enkelt streg rummer muligheden for at være en erklæring i sig selv, en indskrift, en eksternalisering, en bekræftelse. Men her, selvom værkerne er produceret med indskriftens proklamerende handling, snittets bevægelse, en påstand gennem påført tryk, bevæger de sig i en lidt anden retning.

Bag værkerne findes der stadig en gestus, der indgraverer nærvær gennem et pres på og en intervention i overfladers materialitet; den afslører en haptisk umiddelbarhed, ublu i sin rastløse, dekonstruerende implementering af stregen. Ikke desto mindre er det en gestus, der kommer fra og peger på det intimes domæne, og derfor antager en form, der er subtil, taktfuld, og som lykkes med at fremtræde diskret. Og derudover grundlæggende sanselig: følelsen af de utallige tråde flettet ind i håret, ind i tekstilets og hudens furer, det fysiske væv, folder og løse lemmer smeltet sammen i en udsøgt og knudret synæstetisk forening.

Ved at bringe elskerens krop tilbage placerer Jeppe Sleeping ikke blot nærvær over for fravær for at fremskrive et nyt narrativ som en løsning til at modsætte sig døden eller andre former for politisering. I stedet tegnes konturerne af et pulserende liv gennem den beskedne sanselighed i et beskedent portræt: ikke bare af Jeppes, men potentielt af enhvers – så genkendelige, men alligevel så undvigende – intimitet.

Og her ankommer vi til den uudgrundelige del: På trods af, at værkerne er så konkret taktile i enhver henseende – deres medie, deres proces, deres motiv – så er der et grundlæggende element af ubegribelighed.

… det håndgribeliges ubegribelighed?

En kort afsporing som parallel: Hvis man nogensinde har læst Marguerite Duras’ roman med den belejlige titel Elskeren, husker man måske, hvor meget mere den handler om død end om kærlighed. Kort fortalt, den handler om livet. Og livet, skriver hun, hvad der forekommer paradoksalt, kan kun være udødeligt, mens det stadig er i live og leves. Udødelighed er ikke bare et spørgsmål om tid, varighed, begyndelse og ende, eller bare et spørgsmål om udødelighed i sig selv, som man måske skulle tro, men et spørgsmål om ’noget andet, som forbliver ukendt’^[1].

Forblive ukendt. Det er her, det håndgribelige kan være ubegribeligt. Og det er også her, vi kan lokalisere de tilbageværende intime steder: mellem lagnernes krøllede folder, under hudens uendelige lag, bag kroppens altid-glatte nærvær, i den andens singulære indre, i begærets midte, utilgængeligt, i Jeppes søvn.

— Juni 2024

Oversættelse: Maria Catalina Heitmann

^[1]Duras, Marguerite, Elskeren, 1985, Gyldendal, Kbh, oversat af Juliane Preisler