Now, music

Af Kristian Vistrup Madsen

          En ting, der ofte blev bemærket dengang, var Corr-søstrenes skønhed – dem alle tre, hvordan kunne det lade sig gøre? Journalisterne spurgte dem, hvordan de havde det med deres skønhed, og hvad kunne de gøre andet end at rødme? Rødme og sige, at det ville være rart, selvfølgelig, hvis man også blev anerkendt for sit talent som musiker.

          Popmusikkens tiltrækningskraft eksisterer i stort omfang uden for den selv, for eksempel i den prestige, der er knyttet til en sanger, og andre former for branding. Men en mere grundlæggende og vedblivende attraktion henter den fra sin egen tomhed. Det gør den, fordi hulrum giver genlyd, fordi der inde i den velkendte tre-vers-og-et-C-stykke-struktur findes resonans – et tomrum, der former sig efter lige netop den sjælelige malformation, man lægger i det. Hvor andre genrer byder på for meget tyngde, for meget karakter – som også kunstværker har det med at gøre – og ikke gør plads til distraktionen, er popsangen let, fordi den er en beholder. Og fordi den er en beholder, er den mobil. Ved at tage den med sig og gentage den, tæt på kroppen, igen og igen, kan man langsomt fylde beholderen, lige indtil det ved et slags mirakel føles, som om den fra starten kun var skrevet til en selv.

          Kapitalismen opretholder sig selv gennem den slags bekræftende kultur. Popsange er eksempler på det, Herbert Marcuse kalder ‘begivenheder i individets sjæl’, som modtages med ‘fejring og henrykkelse’, omend uden at befri individet fra dets ’faktuelle fornedrelse’. Men der er også noget andet, noget mere uhyggeligt, der rejser med i dette fartøj. En hemmelig meddelelse i den tomme tønde, som en trojansk hest. ‘I haven’t slept at all in days’, sang de smukke Corrsøstre, og søvnberøvelse er som bekendt en særdeles effektiv form for tortur. Ariana Grande synger om at være så deprimeret, at hun ikke kan gå over til sin bil uden at kollapse. Et heftigt billede: den lillebitte dame, der stavrer afsted, fuldstændig ødelagt. Jeg tænker på, om fortælleren i Robyns Call your girlfriend kun lyver for os, eller også sig selv. Er det et misforstået, på grænsen til sadistisk forsøg på søstersolidaritet, eller er det Den Anden Kvindes illusoriske solo? Underforstået: Kommer han nogensinde til faktisk at ringe?

          Når man virkelig lytter efter, nærmer mange af teksterne sig protestværker, eller vidner i hvert fald om den pris, der betales for fremmedgørelsen fra frugten af vores arbejde og vareliggørelsen af hver enkel tanke og følelse, vi måtte have. Jeg har tit tænkt på Madonnas Holiday ikke som en fejring af fritiden, men som en bøn imod undertrykkelsen af arbejderne: We need a holiday, synger hun og presser stemmen, just one day out of life – det er virkelig ikke meget, hun beder om. På nummeret Honey serverer Robyn på samme måde den ukomfortable sandhed for os, at vi aldrig kommer til at få det, vi har brug for – hvad har mennesker brug for? Søvn, kærlighed, sikkerhed – men at hun i det mindste har det, vi vil have: honning, som er sødere. Er det en sang, der handler om at vi som subjekter under kapitalismen forfordeles på daglig basis, spises af med sukker, når dét, vi har brug for, som Marie Antoinette lærte på den hårde måde, er brød?

          Jeg kom til at tænke på The Corrs - et band udgjort af irske søskende, som de fleste nok har glemt - fordi Jóhan Martin Christiansens serie af pink relieffer bærer titlen Leave Me Breathless. I et ikonisk omkvæd fra deres hitsingle fra 2000, der forener romantik og dødsdrift, bønfalder The Corrs også om at få taget vejret fra sig. Mange år senere blev det ikke at kunne trække vejret endnu engang et omkvæd i de protester, der opstod i kølvandet på Eric Garners død som følge af politivold. Romantisk kultur er allegorisk – den taler i hyperbler, fordi den faktisk taler om noget andet end den påstår, som regel den førnævnte ’faktuelle fornedrelse’. Goethes unge Werther sværmede og sværmede, før han – til sidst – tog sit eget liv. Men Lotte vidste godt, det i virkeligheden ikke handlede om hende, og at Werther blot behøvede et navn til sin smerte for på den måde at dekorere den med kærlighedens tale.

          En tragedie som Werthers – eller Romeo og Julies, eller Anna Kareninas – hæves op, fordi den er æstetisk og er æstetisk, fordi den er komplet unødvendig. Var det nødvendigt, at de fortællinger skulle ende så galt, som de gjorde? Virkelig ikke. Kapitalismens vold derimod, basal og utilitaristisk, giver desværre rigtig meget mening. Den leverer årsager til vores lidelse, og årsagerne er magt og profit. Som forfatteren Elizabeth Hardwick skriver om George Eliots karakter Hetty Sorrel: ‘Hun besidder ikke tragiske kvaliteter. I stedet besidder hun noget andet og mindre - hun er ulykkelig. Men ulykkelig i den mest ekstreme grad, for hun er helt grundlæggende forrådt af sin skønhed, af sin elskers overfladiske og fjerlette samvittighed.’

          Livet under kapitalismen er som Hettys: et lille liv præget af systematisk ydmygelse. Det er det, vi i kunstens verden kalder realisme – en genre med begrænset folkelig appel, der ikke kan spores tilbage til grækerne. Som modgift får vi romanceromanerne, popsangene, Hollywood: ved at klæde vores ulykkelighed ud som tragedie, kan vi sørge over vores livs spirituelle tomhed gennem en episk stedfortræder, og på den måde kan vi klare endnu en tur i møllen. ‘I’ve turned all my sorrow into glass’, synger Robyn. ‘It don’t leave no shadow.’

          Christiansens serie Leave Me Breathless består af solide gipsafstøbninger af papkasser – aftryk af beholderen i fast form. De er rynkede og ser bløde ud, bærer mærker efter gamle klistermærker og tape, rester af deres betydning, det sidste, et objekt har tilbage; som de hårde dele, der gemmer sig inde i popsangens trojanske hest, stemmens materialitet. For så vidt som de siger noget overhovedet, så er budskabet begrænset: ’Jeg bevægede mig engang gennem verden’, synes de lyserøde plader at sige, knapt hørbart. ’Jeg havde et formål engang.’ Men de har aldrig bevæget sig igennem verden, og de har aldrig nogensinde haft formål. Gipsafstøbningerne taler på papkassens vegne – i sig selv blot en beholder, en strimmel af livet, forsvundet for længst. De er ophængt for højt til at vi kan komme tæt på, og vi må scanne deres overfladestruktur med sammenknebne øjne i jagten på et spor, der kunne afsløre dem, en krog at hægte os på. Og mens vi leger gemmeleg, går tiden i enheder af fire minutter, nøjagtigt den længde, en sangs radioversion har, og det kan da noget i sig selv, kan det ikke? Den tid, der bruges på at se, tid, der sættes af til begæret efter at finde – i løbet af den tid, i det mindste, er der formål og mening.

          En papkasse besidder ikke tragiske kvaliteter – den er noget mindre. Ikke meget mere end et forladt fartøj, tæt på at være ingenting overhovedet. Den bevæger sig, men kun fordi den plejede at bevæge sig; den rører os, men kun, fordi vi plejede at røre den. Kunne man sige, at Christiansen tager de tomme bokse af kærlighed og ulykkelighed, der tilhører Hetty Sorrel og os andre, og, ved at støbe dem i gips og bogstaveligt talt løfte dem til det punkt, hvor væggen møder loftet, gør dem ubrugelige, æstetiske? Og at det måske netop er på det punkt, det bliver muligt – måske endda kun i glimt – for disse aftryk af livets rester at skabe en lille tragedie?  

          Det er en hårdt tilkæmpet bedrift. Christiansens relieffer beskytter sig selv ved omhyggeligt at holde skønhed og sprog på afstand. For skønhed har en pris, bare spørg Corr-søstrene eller Hetty Sorrel: Skønhed forråder og hærger, efterlader tvivl i sit kølvand. Og jeg spørger mig selv, om ikke det relief, der figurerer i Christiansens titel, ikke blot refererer til den skulpturelle form, men også til lettelsen, the relief, i at give afkald på skønheden. Hvis vi spurgte ham, om han ikke synes de er smukke, ville han som svar spørge os, hvad skønhed overhovedet er.

          Christiansen placerer dette fravær af vejrtrækning, denne uspecificerede lettelse, i præcis det punkt, hvor romantisk allegori og den modernistiske ’ting-i-sig-selv’ mødes. Værket overlever i dette lufttomme ikke-sted ved at låne to elementer fra poppens verden: tomheden produceret af gentagelsen af form – et trick, de også kendte til i modernismen – og en vag hentydning til romantisk lidelse smuglet ind gennem titlen. Det vil sige, en struktur, der er så nedbarberet som muligt, og som samtidig tillader værket et nærvær uden at ødelægge dets autonomi gennem narrativ konklusion. Vi står foran et værk, der er opsat på ikke at tale og ikke at forblænde, fordi det på den måde håber på at gøre plads til noget andet. Der er grunde, og der er betydninger – vinderen er den, der kan modstå trangen til at spørge, hvad de er.

– Juni 2024

~

Kristian Vistrup Madsen er forfatter, kunstkritiker og kurator med base i Berlin. Han er publiceret i tidsskrifter som Artforum, Harpers, The White Review og Spike, såvel som i utallige udstillingskataloger og kunstnermonografier på internationalt plan. Doing Time, en samling af essays om forholdene mellem politik og kunst og erfaring og skrift, er udgivet på Floating Opera Press i 2021. Hans seneste udstilling, Play It As It Lays, var en del af Curated By i Wien i 2024. Kristian kuraterer i løbet af 2025 en serie begivenheder på Simian i København i forlængelse af essayet ”Mood over Content” i Kunstkritikk.

~

Oversættelse: Maria Catalina Heitmann (Nov. 2025)

Citaterne af Herbert Marcuse er oversat frit efter essayet "Über den affirmativen Charakter der Kultur" i Zeitschrift für Sozialforschung, årgang 6, s. 67, 1937.

Citatet af Elizabeth Hardwick er oversat frit efter essayet "Seduction and Betrayal" i Seduction and Betrayal, s. 183, Faber & Faber, 2019.

Detalje fra Leave Me Breathless

Foto: Jenny Sundby