RESONANS – ET PAR INDLEDENDE OVERVEJELSER OVER ERINDRING, TID OG ERKENDELSE SAMT KRUMMERNE FRA EN MADELEINEKAGE

af Anna Holm, cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling

          Vi kender det alle. En pludselig lyd, en duft eller en genstand, der på et splitsekund åbner ormehuller og sender os ind i erindringens labyrintiske lager af erfaringer og tidsligheder. Hvis ikke det var fordi, at den franske forfatter Marcel Proust har beskrevet det så sublimt i storværket På sporet af den tabte tid^[1], ville man næsten ikke orke at nævne det, men selv 100 år efter romanen blev skrevet, kan man stadig få følelsen af at sidde med ved sengekanten i hans tantes soveværelse og spise madeleinekager dyppet i lindete. Også inden for billed­ kunstens domæne har man længe været optaget af det poten­ tiale, som ligger i de medbetydninger og fortællinger, vi på et både personligt og kollektivt plan knytter til almindelige ting og materialer. Denne interesse fik med avantgarde­bevægel­ serne i starten af det 20. århundrede en ny dimension, da de ikke blot beskæftigede sig med at afbillede dem, men begyndte at inddrage dem som fysiske komponenter i kunstens voka­ bular. Siden er de i denne form blevet en fast bestanddel i moderne kunsthistorie – omend med forskellige betoninger og intentioner. Mens chokket over Duchamps pissoirkumme for længst er klinget ud, har effekten af at lade noget velkendt indgå som associative triggerpunkter i kunstværkets udsagn vist sig at være ligeså spændstig og tankestimulerende i dag som dengang. For i bedste fald ender ormehullet ikke blot i en gammel tantes trygge, polstrede soveværelse, men i selve betydningsdannelsens maskinrum.

          Interessen for at skabe nye betydninger ud af det, der allerede er ladet med betydning, er tilsvarende et omdrejnings­ punkt for gruppeudstillingen Resonans. I sin oprindelige form betyder titelordet “genlyd” og refererer i bogstavelig forstand til de svingninger, der opstår, når en udefrakommen­ de påvirkning anslår egenfrekvenser i et materiale. Modsat sin nære slægtning, ekkoet, der beskriver, hvordan en lyd kastes ud og returneres stort set uforandret, er en relationel udveks­ ling kernen i fænomenet resonans. Bringes to eller flere enhe­ der i synkrone svingninger kan de forstærke, men også ende med at ophæve hinanden, ligesom det enkelte materiales karaktertræk og mødet mellem dem tilføjer egne og nye klang­ farver. I al sin enkelhed henviser titlen på metaforisk vis til de kunstneriske processer og strategier, der er i spil i udstillingen, og som helt eller delvist gør brug af fx objet trouvé, collage, assemblage eller montage i bestræbelsen på at skabe rum for nye tilnærmelser og blikke på verden, og hvis elementer – hvor arbitrære de end kan forekomme – nødvendigvis må indgå i en eller anden form for resonansforbindelse for ikke at forstum­ me eller falde fra hinanden.

          På samme vis udgør en gruppeudstilling også altid en fragmenteret fortælling af forskydninger, overlap og digressio­ ner; af materialiteter og positioner, som i regi af Resonans indtages af følgende kunstnere: Thomas Bang (f. 1938), Jóhan Martin Christiansen (f. 1987), Pernille Egeskov (f. 1970), Jonas Kasper Jensen (f. 1982), Johanne Skovbo Lasgaard
(f. 1985), Jytte Rex (f. 1942), Tove Storch (f. 1981) og Christian Vind (f. 1969). Som kunstnerlisten afspejler har en klar intention med udstillingen været at bringe kunstnere sammen på tværs af generationer, grupperinger og medier for forhåbent­ ligt også herigennem at skabe grobund for, at nye betydnings­ udvekslinger kan opstå værkerne imellem.

          I udstillingen tager alle otte kunstnere i en eller anden grad afsæt i et eksisterende materiale, der ligger som en resonansbund i deres værker. Hvad dette materiale kan være, er i denne sammenhæng en bredt fortolket præmis og spænder over alt fra fundne hverdagsgenstande, egyptiske mumie­ portrætter og en toneskala til udklip af mellemrummene mellem linjerne i en avisartikel, industrielle præfabrikater og et arkiv af tegninger. Forskelligheden til trods bindes værker­ ne sammen af et fælles fokus på spørgsmål vedrørende erin­ dring, tid og erkendelse. I daglig tale er erindring ofte forbun­ det med en nostalgisk længsel efter noget, der engang har været, men som professor i psykologi Dorthe Berntsen pointe­ rer, er erindring ligeså essentiel for vores evne til at navigere og skabe mening i tilværelsens kompleksitet som vores sanser: “Uden erindring indskrænkes virkeligheden til nuet, til det umiddelbart nærværende, og man bliver ude af stand til at orientere sig i tid og rum”.^[2] Evnen til at erindre er dermed helt fundamental for, at vi overhovedet kan erkende eller forestille os noget som helst – samt løbende revidere og korrigere vores individuelle såvel som kollektive ståsted og perspektiv på fortiden, nutiden og fremtiden. I den forstand ligger kimen til fremtiden gemt i fortiden, men sikkert er kun, at alt er i kon­ stant forandring, og at vores adkomst til verden altid beror på én tolkning ud af mange mulige. I værkerne viser disse grund­vilkår sig dels som flertydige syntaksbrud i det genkendelige, og dels gennem betoningen af det uafsluttede, søgende og tilslørede, af forfaldet og skrøbeligheden; ikke som et tragisk endeligt, men snarere som et produktivt afsæt for nykon­ struktion og nytænkning. Frem for specifikke minder eller indsigter er vægten i udstillingen lagt på de strukturer og processer, som både erindringen, erkendelsen og dermed også betydningsdannelsen er baseret på. Entydige budskaber eller svar gives derfor ikke; i stedet tilbydes et refleksionsrum med plads til beskuerens egne associationer, erfaringslager og selvstændige stillingtagen.

          Med værkernes åbne udsagn ligger en inviterende gestus, der i nogle kan antage karakter af det akavede, generte eller bevidst udfordrende, men som i alle andre forhold kræver mødet med kunsten, at vi vælger at risikere og investere noget selv. I forlængelse heraf rummer titlen Resonans også en henvisning til den tyske sociolog Hartmut Rosa, som i sin udgivelse af samme navn introducerer begrebet resonans som en analyseoptik og “løsning” på de fremmedgørende effekter, som er fulgt med i kølvandet på det højhastighedssamfund, vi lever i i dag, med dets mantra om optimering, nyttegørelse og kompetenceudvikling.^[3] Som han fremhæver, handler det dog ikke om at bremse udviklingen, men om at skabe og give plads til at udvikle vores egne stemmer og kunne blive berørt af andres, og vejen hertil går gennem skærpelsen af en sensibili­ tet over for verden. At vi indlader os på den snarere end forsøger at beherske den. Dette er ikke nødvendigvis en gnidningsløs affære, for uden “(...) øjeblikke af fremmed­ gørelse, med modsigelse, modstand eller genstridighed, ebber resonansen langsomt ud”.^[4] Som Rosa selv nævner til eksempel kan kunsten give denne modstand netop ved på én gang at være åben og uigennemtrængelig. I denne udstillingen ligger der, som i alle udstillinger, implicit et håb om, at der vil opstå om ikke en total så i hvert fald glimtvis resonans værk og beskuer imellem.

          Midt i en tid med ekkokamre, en overflod af informa­ tion og misinformation og ikke mindst symbolpolitiske tiltag til at gøre kunst op i nytteværdi er Resonans intenderet som et kip til kunstens evne til netop at anspore til en mere selv­ stændig og lydhør tilgang til verden, til det altid fejlbehæftede samspil mellem sansning og tænkning, til det ukendte i det velkendte og til magien i krummerne fra en madeleinekage. Siden kunsten blev løst fra konge og kirke er den holdt op med at tjene en funktion ud over sin egen, den hverken kan eller skal levere færdigpakkede løsninger. Til gengæld kan den skabe et tiltrængt rum for at øve færdigheder i at hengive sig til det uforklarlige, i at tilnærme sig, fejle og tilnærme sig igen, i at slå bro over vante differentieringer og kategorier og indlade sig på verden på ny. Som den tyske filosof Martin Heidegger har formuleret det, er kunsten en gåde, og opgaven består ikke i at løse den, men i at se den.^[5]

(...)

          Med deres taktile registreringer af omgivelserne minder Jóhan Martin Christiansens værker om, at vores adgang til verden først og fremmest går gennem sanserne; at alt det, vi husker og ved, er rodfæstet i materien. I selv de mest undseelige materialer sættes aftryk af tiden, af handlinger, af vind og vejr, som kunstneren på forskellig vis kalder frem og lader indgå som en poetisk hvisken i sine abstrakte arbejder, der med et performativt islæt kredser om kroppen, erindringen og forfaldet. Disse spor mødes i værket De første dage. Vi falder, hvor en opbrækket gipsflade kun netop holdes oprejst af armerings­ net og en enkelt bambusstang, som på brutal vis er stukket gennem konstruk­ tionen. På det formelle plan granskes forhold som tyngdepunkt og balance, ligesom skulpturens krop med sine tydelige spor af proces peger tilbage på kunstnerens og den fysiske skabelsesakt. Med sin slagne, ruinøse fremtoning vækkes dog også associationer til en skikkelse i knæ eller et smadret bygnings­ fragment. Ved et nærstudie af den delvist bemalede overflade skimtes afstøbninger af årestrukturerne i en frønnet træplade, tilfældigt påførte snit samt udviskede avisudklip, der med ikoniske symboler på vestlig kultur fremstår som vage genskin af fordums storhed; som et varsel på eller levn fra aftenlandets undergang. Værket lukker således op for en civilisationskritisk læsning, som med titlens bibelske allusioner knytter an til myterne om syndefald og genesis.

^[1] På sporet af den tabte tid består af 7 bind og udkom oprindeligt med den franske titel “À la recherche du temps perdu” i perioden 1913–27.

^[2] Dorthe Berntsen, Erindring, 2014. Aarhus Universitets Forlag, Aarhus, s. 7.

^[3] Hartmut Rosa, Resonanz – Eine Soziologie der Weltbeziehung, 2016. Suhrkamp Verlag, Berlin.

^[4] Hartmut Rosa og Wolfgang Endres, Resonans­ pædagogik. Når det knitrer i klasseværelset, 2017. Hans Reitzels Forlag, København, s. 40.

^[5] Martin Heidegger & Eduardo Chillida, Kunsten og rummet, 2011. Forlaget Wunderbuch, Skive, s. 49.

~

Fra Resonans kataloget udgivet i forbindelse med udstillingen af samme titel,

Pop-Up Contemporary, København K, september/oktober 2018 og

Randers Kunstforening, Randers C, oktober/november 2018