Traitors
Af Louise Steiwer
cand.mag i kunsthistorie, kritiker og kulturskribent
Men det er til ære for alle deres forbrydelser, at jeg skriver denne bog.[1]
Jean Genets roman Notre-Dame des Fleurs (dansk: Blomster til en forræder) fra 1943 åbner med en død. Romanens hovedperson, dragqueenen Divine, ligger på sit dødsleje med en tuberkulosesygdom, og her fortæller hun om sin rejse gennem den parisiske underverden, et landskab af fattigdom og forbrydelse, beboet af homoseksuelle mænd, mordere og alfonser, som strømmer gennem hendes lille loftsværelse på Montmartre.
Genet skrev sin roman, mens han afsonede en dom i et fængsel, og hans lyriske, fritflydende fortælling er fragmenteret og delvist selvbiografisk. Han er Divine, som møder underverdenens depraverede seksualitet og tager den på sig. Han er morderen, som bliver arresteret og henrettet for sin forbrydelse. Og han er eksponent for en genforhandling af tidens moralske dom over dem begge: Hos Genet er forræderiet og mordet sexet.
Genet og hans alter ego har en central plads i Jóhan Martin Christiansens udstilling Traitors i Trykkeriet, hvor et forvrænget sort-hvidt fotografi af Divine, som hun portrætteres af John Waters i kultfilmen Pink Flamingos fra 1972, fungerer som en nøgle til udstillingens grafiske værker. I Waters klassiske camp-film beskrives den kriminelle Divine og hendes bizarre familie som the filthiest people alive, en betegnelse, de filmen igennem kæmper for og bærer som et smykke.
Med Traitors undersøger Jóhan Martin Christiansen kulturelle, religiøse og kunsthistoriske aspekter af forræderrollen med Divine som prisme og Genets omvendelse af samfundets moralske værdier som omdrejningspunkt. Vi møder Judas, der angiver Kristus for 30 sølvmønter, og som gennem sit forræderi bliver en katalysator for døden, opstandelsen og tilgivelsen. Og vi møder røveren Barabbas, som folket valgte at benåde, trods hans forbrydelser, for at lade frelseren dø på korset. Og med dem møder vi skylden, synden og tvivlen, den religiøse forræders følgesvende gennem det liv, de må gennemleve efter deres brøde.
Christiansens grafiske tryk tager udgangspunkt i Michelangelos skulpturelle værker af røvere og skyldnere fra den religiøse sfære, og anvender dem som et billede på generelle myter i vores samtidige kultur. Christiansen forvrænger Michelangelos muskuløse ynglinge, lader deres kroppe afbillede fra vinkler, der giver dem et andet udtryk, sammenpresser deres lemmer, så de fremstår som vrangbilleder på det kropslige ideal. De bliver androgyne, monstrøse og nogle steder nærmest opløste, som stod de midt i en forvandlingsproces. De bliver flertydige: Både mænd og kvinder, både idealet og dets modsætning.
Det grafiske tryk er i sig selv et vrangbillede, et aftryk og et relief af stregen, men i spejlvendt form. Således er også forræderen hos Christiansen et modbillede: En modstandsfigur, der eksisterer på trods, og hvis kamp imod den etablerede moral driver verden fremad. Forræderen er en drag-figur; det homoseksuelle menneske i forklædning og forvandling; en misforstået misfit, der tager samfundets nedladende betegnelser på sig og bærer dem som et emblem.
Værkerne i Traitors tager visuelt udgangspunkt i Christiansens tidligere grafiske projekter, blandt andet en række motiver af den katolske helgen Sankt Sebastian, der blev bundet til et træ og penetreret af pile som straf for sit forræderi imod den romerske stat. Han anses for at være skytshelgen for de pestramte, og blev i 80’erne en kulturel reference for ofrene for AIDS-epidemien.
I projektet Jeppe Sleeping (2024) møder vi Jeppe, som der gennem søvnen forsvinder ind i en anden verden, som beskueren ikke har adgang til. En form for symbolsk død, og måske det mærke, AIDS-epidemien har sat på en generation af homoseksuelle mænd, der er vokset op i dens skygge. Men igennem stregens undersøgende blik af Jeppes sovende krop forvandles fraværet til et insisterende nærvær.
I Traitors undersøger Christiansen homoseksualiteten som normbrud og kroppen som forræder. Han zoomer ind på, hvordan begæret altid er forbundet til skylden og døden, men også på, hvordan forræderrollen giver den homoseksuelle mand, som Jean Genet og Divine, en mulighed for at udleve sin forræderiske natur, at tage samfundets fordømmelse på sig og bruge den i sin modstandskamp.
Christiansen undersøger svigtet, det at den elskede glider fra ham ind i søvnen eller bliver revet bort i døden, og forvandlingen, det, at døden også rummer muligheden for en genopstandelse. Gennem det ultimative svigt – at dø fra nogen eller lade andre dø i sit sted – kan man lade sig genopstå som ny figur, i drag eller som modbillede. Som en forræder, der gennem sin forbrydelse soner hele samfundets skyld og ender med at forvandle dets moral.
— Okt. 2025
[1] Genet, Jean, Blomster til en forræder, s. 5, Hans Reitzels Forlag, København, 1957
