MENTALE EFTERBILLEDER
Tale til fernisering af udstillingen SPOR på Færøernes Kunstmuseum, september 2016
af Christoffer Berdal, teaterinstruktør
Når jeg ser ud over udstillingen her i dag og ellers tænker på Jóhan Martin Christiansens produktion siden hans afgang fra kunstakademiet i Malmö 2014 er der et begreb der går igennem det hele — et begreb jeg har lånt af Goethe, fra hans farvelære — efterbilleder.
Et begreb Jóhan Martin har undersøgt i flere af sine værker. Kort fortalt betyder det et spor, indtryk som bliver efterladt hos tilskueren efter det kunstværk eller objekt man har set på. Det er et billede der aktivt er skabt af øjet og hjernen hos betragteren, men som sådan ikke er til stede i selve kunstværket.
Et tilbagevendende og vigtigt element i Jóhan Martins arbejder er evnen til at skabe mentale efterbilleder hos publikum.
Og hvad mener jeg så egentlig med det?
Hele udgangspunktet for Jóhan Martins valg af materialer er det uprætentiøse — det være sig en gammel papkasse der støbes et gipsrelief ud af — en stofble der udsættes for en tilfældig patinering med kaffe, blæk, græs og andet. Alle Elementer der allerede er en del af vores dagligdag og ofte så selvfølgelig en der, at vi er holdt op med rigtigt at registrere dem og hvilken betydning de eventuelt har når vi møder dem.
Når de samme genstande pludselig genopstår i et af Jóhan Martins værker, giver de os som tilskuere en ny opdagelse af den verden vi er en del af — vores kollektive historie og subjektive erindringer — i det møde skabes der mentale efterbilleder.
I Jóhan Martins arbejde indgår der et stort element af tilfældighed — det er en tørringsproces der i sidste ende bestemmer farven i værket. Papkassens røde embargomærke overføres til gipsrelieffet.
Dette kan både ses som et opgør med en opfattelse af kunstneren der manipulerende og styrende har hævet sig over værket — og endnu vigtigere peger de på kunstneren som en katalysator — et redskab for det endelige værk.
Kunstneren som aktør på lige fod med kunstværket, understreger den pointe — at værkets mening netop opstår i mødet med tilskueren — en mening der først for alvor udfoldes i de mentale efterbilleder hos publikum.
Det "tilfældige" udtryk i kunstværkerne — brugen af materialer der allerede har haft en funktion — inddragelsen af den ofte oversete detalje fra vores virkelighed — understreger et vigtig afsæt i Jóhan Martins værker. Oplevelsen at vi alle — ting som mennesker er dele af en større sammenhæng — tilsammen udgør vi den overordnede historie. En fortælling der er fortløbende henover den enkeltes egen tid.
Mange af værkernes udgangspunkt: Fastholdelse af et tilfældig nu for en tilfældig detalje fra hverdagen — er med til at underbygge ideen om, at alt er en del af kosmos. Og vi som publikum del af en større og mere inkluderende virkelighed. En undersøgelse af helheden i detaljen og detaljen i helheden.
Selv om det tilfældige — det random spiller så stor en rolle i Jóhan Martins praktiske arbejdsprocesser, er styrken i hans værker at der er tale om en kunstner der samtidig er dybt forankret i filosofien, kunstteori, urhistorien og vores traditioner.
Et grundlæggende omdrejningspunkt for Jóhan Martins kunstneriske arbejde ligger i bevidstheden om "at fortidens præg af nuet er afsæt for fremtiden".
Inspiration, ideer, temaer er som ofte fundet i filosofiske tekster, bibelcitater eller tidligere kunstners motiver og tanker — derefter foregår en langvarende research — dialog — stillen spørgsmål til grundideen. Hvordan forbinder et citat eller motiv og dets kontekst sig til det værk der er i støbeskeen hos Jóhan Martin et arbejde der bliver ved indtil ideen til værket og dets udtryksform er fuldstændig udkrystalliseret.
Dette er en omfattende proces, som jeg har været så heldig at få et indblik i forbindelse med vores samarbejde omkring videoværket "Hidden Faces." her på udstillingen. Jeg er meget imponeret og inspireret af hvordan Jóhan Martin formår at veksle mellem det meget strukturerede nærmest iscenesatte forarbejde — og den fysiske tilblivelse af værket, hvor Jóhan Martin underlægger sig så stor en del af om ikke kaos så tilfældighed i udarbejdelsen.
Og dog, når man så samtidig kigger hen over udstillingen, er det netop styrken og det der gør dit arbejde så stærkt Jóhan Martin — de tilsyneladende let henkastede og tilfældige værker, der samtidig insisterer på med en generøsitet og viljefasthed på at blive mødt af tilskueren for netop at kunne give disse unikke og tankevækkende efterbilleder til os — dit publikum.