NATUR, SPOR OG MINDER | johanmartinchristiansen.com

NATUR, SPOR OG MINDER

af Kim Simonsen

Sentence 10. Ideas can be works of art; they are in a chain of development that may eventually find some form. All ideas need not be made physical

Sol LeWitt, Sentences on Conceptual Art (1967)

Land art var en del af det konceptuelle kunstmiljø i USA i 1960erne og 1970erne. Værket Spiral Jetty (1970) af Robert Smithson er hans mest legendariske værk, og består af seks tusind ton sten formet som en spiral i Great Salt Lake i Utah. Kendetegnende for dette stykke land art er, at det bærer en anden tid i sig – at tiden, når vores kultur ikke eksisterer længere, er vævet ind i værketsgrundlæggende struktur.

Samtidig er land art ofte værker, der nedbrydes og forgår, mens vi se på dem, ligesom de er i stor skala med et længere perspektiv, end det er tilfældet med traditionelle værker. Blandt andet sætter værkerne ikke kun mennesket i centrum, men de er også præget af et miljø, hvor tidens længde og naturens kræfter udgør betingelser for værkets eksistens. Disse værker minder os om, at vores perspektiv er kort, at vi mennesker kun har fået tildelt kort tid her på jorden. Værkerne gør os opmærksomme på, at alting var her,inden mennesket kom til, og at alting skal fortsætte med at være her, efter at vi er borte.

Hvad har land art så med Jóhan Martin Christiansens værker at gøre? Temmelig meget efter min mening, selv om Jóhan Martin ikke direkte beskæftiger sig med land art. Men han arbejder blandt andet med objet trouvés, fundne genstande, indfarver og syr sammen bomuldsbleer og laver afstøbninger i gips af papkasser, der ligesom bleerne har ligget ude i den færøske natur.

Jóhan Martins arbejder, der ofte er hypertaktile og poetiske, handler ikke kun om patina, men er ligesom Spiral Jetty minimalistiske konceptværker, der vender sig til omverden. De er aftryk af miljøer, landskaber og naturen, som på kompromisløs facon taler til vores følelser. Både land art og Jóhan Martins værker minder os om, at landskaber ikke er statiske, de er skrøbeligeog bliver påvirket af alt det, der kommer i forbindelse med dem.

MATERIALITET

Jóhan Martins taktile og poetiske tekstilværker er fremstillet af usædvanlige materialer. Bomuldsbleer bliver indfarvet med blæk, akrylmaling, te, rødvin, rapsolie og salt, og gipsværkerne er afstøbninger af pap, plastik, græs, rust, sten, lærred osv. Dette er en kunstnerisk attitude og form, som det er oplagt at sætte i forbindelse med det, som kunst og kulturforskere i dag kalder for den materielle drejning. Materialitet ser ud til at være på dagsordenen igen og kan spores indenfor billedkunst, litteratur, film og andre kunstarter, hvor interessen for tekstiler, både som udforskning og kunstneriske gestaltning er opadgående.

Tendensen har allerede udvidet scenen og vores opfattelse af verden. For eksempel er mennesket måske ikke længere den antropocæntriske oprindelse til og afslutning på alting. Vi er i gang med at vende Leonardo da Vincis berømte symbol på hovedet – mennesket er nu ikke længere verdens midtpunkt og altings centrum, men er blevet en del af naturen igen.

LANDSKAB

Naturen og landskabet er igen på dagsordenen, hvor vi kan se en fornyet og mere følsom interesse for naturen og landskaber, som ikke fremstår pastorale eller romantiske. Vi ser dette i såvel international som færøsk kunst, hvor Jóhan Martin er det nyeste skud på stammen. Tendensen har skabt en øget interesse for naturens historie, måske fordi at vi står for enden af den tidsalder, miljøvidenskaben kalder den antropocæne. Det er tidsalderen fra og med den industrielle revolution i begyndelsen af 1800-tallet, hvor mennesket mere end nogensinde tidligere har påvirket og ændret naturen. Indenfor den antropocæne tænkning er der nogle, som arbejder med forståelsen af, hvordan mennesket er i gang med at afvikle sig selv, imens andre spår en fremtid med en posthuman maskinpark, der omfatter vor krop. En generation af forfattere og kunstnere omkring Jóhan Martins alder er optaget af disse tendenser. Der svæver ikke noget nationalromantisk lysskær over deres tilgang til landskabet som tema. Vi er nødt til at gentænke vores position i verden, og vi må nå frem til den erkendelse, at det materielle hverken er dødt, passivt eller en fastlåststørrelse.

POESI OG DET TAKTILE

I værket/bogen Desembermorgen, som er et samarbejde mellem Jóhan Martin og undertegnede, taler billeder og digte sammen. Bogens fokus ligger på sansningen af det, som er foran os her og nu. Billederne og jeg'et i digtene undersøger opfattelsen af tid,og hvordan sted og landskab mærkes. Dette er konceptdigtning sat sammen med Jóhan Martins konceptuelle værker. I bogen zoomes der ind på billeder og digte. Dramatisering og afdramatisering sker samtidig ved at at se alting igennem nærbilleder. Jóhan Martins værker er intenst poetiske. Med lag af simple materialer formår han i sine svævende billeder af firkantede tekstiler, at frembringe en taktil følelse, som alle kan genkende sig selv i.

Med sine værker tænker Jóhan Martin ud over kunstens rammer; han inddrager blandt andet filosofi og litteratur i sin praksis, for eksempel den tyske kulturfilosof Walter Benjamins tænkning. Det store tekstilværk Repeated Passages. Hanging Landscapes. blev fremstillet i forbindelse med Desembermorgen. Værket refererer til Benjamins berømte Passageværk om bykulturens drømmebilleder, ligesom der peges på landskabet som tema, eller snarere hængende landskaber. Jóhan Martins teoretiske interesse er en bevidst brug af den moderne tradition, hvor kendskabet til den arbejder i samklang med fantasiens arbejde. Der er godt med plads, og det åndelige har frit spil. Det er en falsk dikotomi at opstille en modsætning mellem forstand, tænkning og følelser: Intellektuel undersøgelse af et område i et værk gør ikke nødvendigvis værket akademisk, hvis det samtidig formår at være poetisk og følsomt.

TØJ – SPOR

En anden konceptkunstner er Christian Boltanski. Jeg så installationen No Man's Land der fyldte 1550 kvadratmeter i Park Avenue Armory i New York. En del av værket var et 12 meter højt fjeld bestående af 30 ton brugt tøj. I den hangarlignende hal var en kran under loftet der tog fat i tøjet, løftede det op for siden at lade det dale ned igen. Ligesom Boltanski arbejder Johan Martin med installationer og objekter han finder og sætter i forskellige sammenhænge.

Boltanski forklarer: Art-making is not about telling the truth but making the truth felt. Jóhan Martins værker formår at danne en stærk forbindelse mellem følelser og minder. Han arbejder med det, som er slettet fra vores hukommelse, eller det, som vi aldrig før har lagt mærke til. At landskaber og mennesker forsvinder sammen med sporene – hvis der overhovedet er nogen spor – og måske er de endda alle forkerte eller falske! Ved deres nærvær, ved deres aktivering af vor opmærksomhed og forøgelse af intensiteten af vor tilstedeværelse sætter Jóhan Martins værker både krop og sjæl i gang. De minder os om, at vi må risikere noget selv, for grænsen mellem det som er indenfor og udenfor, kultur og landskab, det iscenesatte og det tilfældige, må konstant tages op til revision.

Kim Simonsen (f. 1970) er forfatter, Ph.D. og mag.art. i nordisk litteratur. Han arbejder som forsker på Amsterdam Universitet i et tværfagligt krydsfelt mellem studiet af kulturel nationalisme, kulturel erindring og litteraturhistorie.

Fra SPOR katalog udgivet af Færøernes Kunstmuseum, september 2016